Historie Del 3: Danerne og vikingerne (500-1050 e.Kr.)

Vikingernes rejser.

Om danernes oprindelse kan kun gisnes. Nogle kilder taler om, at danerne udgik af Sveas rod: at de vandrede ind fra Sverige. Hvis det er tilfældet, så har de ikke fortrængt den oprindelige befolkning, men har måske som en herskende klasse lagt de indfødte under sig og fortrængt den indfødte kultur. Den første danerkonge, som omtales i udenlandske kilder, hed Chlochilaicus, fortæller en krønikeskriver fra 590 e.Kr. Noget tyder på, at Danmark på dette tidspunkt var præget af større herskabsområder eller høvdingedømmer, og måske var det allerede ved at være et samlet kongerige. Den 800 m lange Kanhavekanal, der blev gravet gennem Samsø cirka 700 e.Kr., vidner om en vis magt. Det gør bygningen af Dannevirke også: den har skullet beskytte et større område mod truslen fra sakserne mod syd.

Vi ved fra skriftlige kilder, at vikingerne hærgede løs i 793 og at klostret Lindisfarne blev plyndret af dem. De næste 250 år dominerede de skandinaviske vikinger store dele af Nordeuropa takket være deres hurtige og sødygtige langskibe. De bragte vikingernes til Amerika i vest og Det Kaspiske Hav i øst. Vikingerne plyndrede ikke kun, men handlede også i stor stil. Bl.a. hentede de trælle i Østeuropa og solgte dem i vest. De koloniserede og bosatte sig også i Normandiet og på Island, og de besatte store dele af England og gennemførte dansk lov (Danelagen) i området. Gorm den Gamle, der døde i 958, regner vi for den første danske konge: hans søn Harald Blåtand skrev det på Jellingstenene, hvor Harald også brystede sig af at have "gjort danerne kristne" ca. 960.

Kristendommens indtog i Danmark

Uddybende Uddybende artikel: Kristendommens indførelse i Danmark

Vikingerne kom i tæt kontakt med andre folk og kulturer, og det var uundgåeligt, at de kom i kontakt med den hastigt voksende monoteistiske religion kristendommen. Historikere mener, at engelske missionærer allerede omkring 700 forsøgte at omvende de asatroende daner. Andre missionærer fortæller, hvor svært det var at vinde gehør hos de ugudelige vikinger. Det var missionæren Ansgar, der fik held til at oprette en kirke sågar i vikingernes største by, Hedeby. Men Ansgars projekt måtte opgives, og æren for at kristne danerne tilfaldt den tyske missionær Poppo, der hundrede år senere (omkring 960) døbte kong Harald Blåtand ved Poppostenen. Om det skyldtes Haralds sande, religiøse følelser er usikkert. Der var snarere tale om et forsøg på at beskytte sig under pavens og kristendommens kappe og undgå hellig krig fra Sydeuropa. Men den nye religions fredsbudskab bremsede ikke vikingernes krigs- og erobringstogter. Svend Tveskæg underlagde sig omkring år 1000 store dele af Norden og derefter hele England, der havde gjort oprør mod den danske overmagt. Hans søn Knud den Store formåede en tid at konsolidere vikingeimperiet, men tiden var ved at løbe fra vikingerne.