Danmark for første gang

Marts 1979:

Det første jeg husker, er lydene: Jeg ligger på bagsædet af en bil og sover, da jeg hører dem:

Underlige klange, fremmede ord, der ikke lyder som noget, jeg nogen sinde før har hørt.

Så er ansigterne der pludselig. To mænd bøjer sig ind i vognen, peger og udstøder flere mærkelige lyde. Min onkel, der sidder bag rattet, nikker og lader hånden dykke ned i frakken efter nogle papirer, som han rækker til de to mænd i uniformerne.

Så vender han sig mod os, smiler og stryger mig over håret: „,I skal ikke være bange. Det er ikke politiet. De to mænd er toldere. Der er ikke noget at være bange for. Vi er i Danmark nu."

Jeg vender mig om og ser min storebror, Cemal, ind i øjnene. Han sidder helt bag i bilen med min tvillingebror Hasan, og de ser begge to klatøjede og lidt betænkelige ud. Ligesom jeg er de lige vågnet og sidder nu og forsøger at finde ud af, hvor vi er, og hvad der sker.

På forsædet flytter min mor uroligt på sig. Her ved siden af mig ligger min lillesøster Nesli.

Hun er den, der tager situationen roligst. Nesli er bare to år gammel, og lige nu snorksover hun med åben mund og de små hænder knyttet på maven. Jeg tager hende forsigtigt i hånden - uden hun vågner. Det er rart at holde nogen i hånden nu. Jeg savner allerede mine venner og familien i landsbyen. De sidste tre dage har vi kekørt og kørt for at komme fra Tyrkiet og hertil. Og nu er vi her. I Danmark for første gang.

Da vi lidt senere kører fra grænsestationen og ud på landevejen, sidder jeg og smager lidt på navnet: „Danmark, Danmark, Danmark..."

Det føles underligt i munden. Så anderledes, så mærkelig klodset. Udenfor daler sneen stille ned fra himlen som store vattotter. Selv om det er tidligt på eftermiddagen, er det alligevel langsomt ved at blive mørkt.

Jeg sidder med næsen trykket flad mod ru- den for at se så meget som muligt. Landskabet flyver forbi. Aldrig har jeg set så mange træer før. Og husene, så fint de er bygget med høje tage og masser af lys i vinduerne.

„Hvad er det for et hus?" spørger Hasan, da vi kører forbi en særlig stor bygning.

Det er en kirke," forklarer min onkel. „En kirke er for danskerne det samme, som en moské er for os. Et sted hvor man kommer for at bede." Hasan nikker. Han har vist ikke helt forstået, hvad min onkel forklarer. Men det er heller ikke så vigtigt. Lige nu er han mere optaget af den endeløse række af biler, vi ser overalt.

Der, hvor vi kommer fra, er der ikke nær så mange biler. For at eje en bil i vores landsby, skal man have mange penge, og hos os er der mange fattige.

Igen kommer jeg til at tænke på mine venner og min familie. Det er ikke mere end 72 timer siden, jeg sagde farvel til dem alle sammen, men allerede nu savner jeg dem, så det kan mærkes helt ned i maven.

Vi græd alle sammen og faldt hinanden om halsen, da min onkel sagde, at nu var det på tide at komme af sted. Selv om vi i månedsvis har forberedt os på at skulle rejse, og selv om vi aften efter aften har talt og talt om det nye land, hvor vi nu skal bo, så var det hele ligesom en drøm, da vi endelig satte os ind i bilen for at forlade det sted, hvor vi har levet hele vores liv.

Inden vi kørte, stod jeg længe og kikkede på vores hus. Bagefter gik jeg rundt og sagde farvel til alle de kendte steder og så til fårene, gederne og køerne, der blot græssede, som om intet var hændt.

Da bilen satte i gang, fulgte jeg så længe jeg kunne landsbyen med øjnene, lige indtil den forsvandt som en lille, grå støvbold i det fjerne. Vi var på vej mod det nye land, og det føltes på en gang skræmmende og spændende...

Alt det er nu tre døgn siden, men det føles snarere som tre

„Om lidt er vi der," siger min onkel og peger ud gennem forruden: „De lys, I kan se i det fjerne, er København. I skal bo lige udenfor København i en by, der hedder Allerød."

København, Allerød - flere underlige lyde, Men pludselig der liv i os alle sammen. Vi er næsten fremme. Selv Nesli vågner og ser sig forundret rundt med store, mørke øjne. Jeg føler mig glad og spændt. Om lidt skal vi se min far igen. Jeg har ikke set ham i to år, fordi han arbejder i Danmark for at tjene penge. Men om lidt skal vi være sammen igen, hele fami- lien.

Og få minutter efter, da bilen svinger op foran et hus, står han der pludselig. Han har et stort smil på, men samtidig ser han ud, som om han er lige ved at græde. Vi er alle sammen meget bevægede. Jeg er også lidt genert. Det er så længe side, jeg har set ham sidst. Men så sætter min far sig på hug foran mig og ser mig lige ind i øjnene. Jeg mærker, hvordan han løfter mig op og knuger mig ind til sig.

"Velkommen, lille Meryem," siger han. „Vel- kommen til Danmark."