Historie Del 11: Danmark efter 1990
Uddybende Uddybende artikel: Danmarks historie (1990-)
Med østblokkens sammenbrud i 1989 blev Europa forandret med et slag. Men danskerne var tøvende over en stadig udvidelse af det europæiske unionsprojekt, hvilket et nej til Maastricht-traktaten i 1992 demonstrerede.
I løbet af 1990´erne fortsatte de økonomiske reformer. Udbredelsen af arbejdsmarkedspensioner og flere skattereformer, der nedsatte rentefradraget, skabte en større dansk opsparing. En aktiv arbejdsmarkedspolitik formindskede den strukturelle ledighed. Samtidig lykkedes det den socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen med den såkaldte "kickstart" også at nedbringe den konjunkturbetingede arbejdsløshed markant, og såvel udlandsgæld som offentlig gæld blev efterhånden mindre. I løbet af 90´erne indtog Danmark en stadig mere aktivistisk udenrigspolitik i forhold til tidligere og involverede sig internationalt med soldater i fredsskabende aktioner i Jugoslavien. Under Kosovokrigen i 1999 deltog danske jagerfly i bombardementet af serbiske, militære mål.
Som den første venstremand siden 1975 blev Anders Fogh Rasmussen statsminister ved valget i 2001. Valget handlede især om indvandring og flygtningepolitik. Dansk Folkeparti vandt stadig flere vælgere fra Socialdemokratiet. I 2004-08 var der igen højkonjunktur, arbejdsløsheden faldt til under 3 procent, og både den danske udlandsgæld og den offentlige nettogæld blev efterhånden helt afbetalt. Højkonjunkturen og den økonomiske politik førte dog også til en prisboble på boligmarkedet, der forstærkede problemerne i den efterfølgende finanskrise. I 2005 og 2007 vandt Anders Fogh Rasmussen igen folketingsvalgene.[66] Han havde trukket flertallet af de danske soldater ud af Irakkrigen, som var blevet stadig mere upopulær i befolkningen. Danmark havde i 2010 stadig omkring 500 soldater i Afghanistan som led i Krigen mod terrorisme.
I 2009 blev Anders Fogh Rasmussen udnævnt til generalsekretær for NATO og finansminister Lars Løkke Rasmussen overtog regeringsmagten. Han tog initiativ til tilbagetrækningsreformen, men mistede posten som regeringsleder ved valget i 2011, hvor socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt dannede regering med Det radikale Venstre og SF. Hun blev dermed den første kvindelige statsminister i Danmark.