Historie Del 8: Det skrøbelige demokrati, nederlag og industrialisering
Uddybende Uddybende artikel: Danmarks historie (1848-1901)
Junigrundloven havde med ét skabt en fri forfatning i Danmark, og landet domineredes af nationalliberale, der stod i centrum af folke- og landstinget med de konservative godsejere fra Højre og bøndernes repræsentanter Bondevennerne på hver sin side.
Ny grundlov og endnu en krig
Uddybende Uddybende artikel: 2. Slesvigske Krig
Slesvigs forfatningsmæssige status var uafklaret, og efter at det tyske forbund ophævede helstatsforfatningen i Holsten, besluttede Danmark at udskille det tyske Holsten fra Danmark, og indlemme Slesvig i Danmark med Novemberforfatningen fra 1863. Det var et brud på middelalderlige aftaler og London-protokollen fra 1852. Det gav Preussens kansler Otto von Bismarck mulighed for en militær indgriben, som endte med et totalt nederlag for Danmark. Grænsen til Tyskland lå nu ved Kongeåen lidt syd for Kolding, og det nationalliberale styre, der havde kastet Danmark ud i krigen mod Tyskland, afløstes af et konservativt styre de næste mange år.
Industrialisering
Uddybende Uddybende artikel: Industrialiseringen i Danmark
Mottoet "Hvad udad tabes skal indad vindes" bruges ofte om perioden efter den tabte krig i 1864. Citatet skyldes den københavnske digter H. P. Holst, der i 1872 udtalte ordene. Især landbruget blev udvidet, og en stor eksport til primært England blev en af hovedårsagerne til en økonomisk velstand, der også blev begunstiget af, at hele landet blev forbundet med jernbaner. Byerne eksploderede i vækst. I 1800 boede der 100.000 i København. Efter åbningen af voldene cirka 1850 og et byggeboom boede der omkring 1900 cirka en halv million. Den store industrialisering fik også konsekvenser politisk: en arbejderbevægelse begyndte at spire frem. Internationale, det senere Socialdemokrati, blev grundlagt i 1871 af Louis Pio. Det dominerende parti, Højre, hovedsageligt godsejere fandt sammen med en del bønder og tidligere Venstre-folk i skepsis mod arbejderklassen. Da Venstre fik flertal i Folketinget efter 1872, besluttede den godsejerdominerede regering under konseilspræsident J.B.S. Estrup at administrere landet uden om folketingsflertallet ved hjælp af provisoriske finanslove (provisorietiden 1875-94). Da Estrup gik af i 1894, beholdt Højre regeringsmagten til 1901.