historien af Turker i Iran

Forholdet mellem tyrkere og Iran strækker sig over mere end halvandet årtusind, og det er vævet så tæt ind i Irans historie, at det næsten er umuligt at tale om “Iran” uden også at tale om tyrkiske folk.

Allerede i sen-sassanidisk tid i 500-600-tallet møder vi de første klart identificerbare tyrkiske magter i iransk område:

Göktürkerne og deres allierede eller rivaler som heftalitterne kæmpede både mod og sammen med det sassanidiske rige om kontrollen over Centralasien, Khorasan og områderne nord og syd for Oxus-floden.

I 557 indgik kong Khosrow I en alliance med Göktürkerne for at knuse Heftalitriget;

de nordlige områder gik til tyrkerne og de sydlige til sassaniderne, og senere udbrød direkte persisk-tyrkiske krige, som den berømte krig 588-589, hvor sassaniderne generobrede Balkh, Herat og Samarkand fra en tyrkisk ledet koalition.

Selvom disse tidlige møder ikke betød en massiv tyrkisk bosættelse i selve det iranske højland, lagde de grunden til en langvarig geopolitisk relation mellem Iran og steppernes tyrkiske nomader.

Efter den islamiske erobring af Iran i 600-tallet og sammenbruddet af sassaniderne begyndte Centralasien og Transoxiana for alvor at blive en smeltedigel mellem iransktalende og tyrkisktalende folk.

Under de iranske dynastier Tahiriderne og Samaniderne i 800-900-tallet var herskerne selv iransk-persiske, men de rekrutterede i stigende grad militære slaver og elitesoldater blandt de tyrkiske stammer i steppeområderne øst og nord for Iran.

Disse “ghulam”- og “mamluk”-hære, ofte rekrutteret blandt oghuz- og qarluq-tyrkere, fik mere og mere reel magt.

Samtidig begyndte mange tyrkiske grupper at slå sig ned i byerne i Transoxiana og Khorasan, lære persisk og konvertere til islam.

Man kan sige, at allerede her opstod den første “persisk-tyrkiske” politiske kultur: et iransk administrativt og kulturelt centrum, båret af persisk sprog, men med stærk tyrkisk militær rygsøjle.

Den første virkelig store tyrkiske stat, der kom til at dominere store dele af det historiske Iran, var Ghaznaviderne i 900-1000-tallet.

Dynastiets grundlægger, Alptegin, og den mest berømte hersker, Mahmud af Ghazni, var af tyrkisk slave-oprindelse, men deres hofkultur var dybt persisk:

de talte persisk, støttede persiske digtere og brugte persisk administration.

Ghaznaviderne regerede Khorasan, store dele af det østlige og centrale Iran samt Afghanistan og dele af det nordlige Indien.

De var vigtige for at sprede både islam og persisk-iransk kultur mod øst, men de var også med til at åbne porten for endnu større tyrkiske bevægelser ind i Irans kerneområder.

I deres hære deltog mange oghuz-tyrkere, som senere skulle danne grundstammen i seljukkerne.

Seljukkerne, et forbund af oghuz-tyrkiske stammer, markerer måske det vigtigste vendepunkt i tyrkernes historie i Iran.

I midten af 1000-tallet krydsede de først Oxus, besejrede Ghaznaviderne og tog kontrol over Khorasan, og i 1055 erobrede de Bagdad, hvor sultan Tughril officielt blev anerkendt af den abbasidiske kalif.

Seljukkerne gjorde Iran til deres politiske og økonomiske centrum og regerede et kæmpe rige fra Syrien til Centralasien.

Selvom de var tyrkisktalende nomadefyrster, adopterede de den persisk-islamiske statsmodel:

persisk var hof- og administrationssprog, persiske visirer som Nizam al-Mulk ledede statsapparatet, og persisk litteratur blomstrede i deres byer.

Under seljukkerne blev store dele af det iranske højland og det nuværende Aserbajdsjan for første gang massivt bosat af tyrkiske stammer, som gradvis blandede sig med lokale iranske befolkninger.

På dette tidspunkt opstod grundlaget for det, vi i dag kalder iranske tyrkere, især de grupper, der senere skulle blive til aserbajdsjanere (Azeri-tyrkere).

I løbet af 1000-1100-tallet slog mange oghuz-tyrkiske stammer sig ned i det nordvestlige Iran, i Arran, Aserbajdsjan og omkring Tabriz, og deres sprog udviklede sig gradvist til forskellige lokale oghuz-dialekter, der senere smeltede sammen til moderne azeri-tyrkisk.

Samtidig forsvandt iranske sprog som middeliranske dialekter i store områder, mens persisk fortsat var prestige- og skriftsprog.

Resultatet var et flersproget Iran, hvor en del af befolkningen talte tyrkisk i hjemmet og persisk i administration, litteratur og religion – en model, der faktisk har overlevet helt frem til i dag.

Mongolernes invasion i 1200-tallet og opbygningen af Ilkhanatet over Iran gjorde på kort sigt skade på både persiske og tyrkiske samfund, men på længere sigt styrkede de tendensen til en persisk-tyrkisk syntese.

Selve mongolernes militære elite var oprindeligt ikke tyrkisk, men store dele af deres hjælpetropper og efterfølgende aristokrati var netop tyrkiske stammer fra stepperne.

Under Ilkhanerne blev persisk igen det vigtigste administrationssprog, men den militære og nomadiske magt lå ofte hos tyrkiske og mongolske stammeledere.

Efter Ilkhanatet fulgte timuriderne, hvis hær og elite også var en blanding af tyrkiske og mongolske elementer, mens deres kultur og kunst var stærkt persisk præget, især i byer som Herat og Samarkand.

I 1501 kom et nyt afgørende skridt: Safaviderne, som grundlagde den shiitiske safavidstat og dermed formede det religiøse Iran, vi kender i dag.

Safavid-dynastiet havde rødder i en sufisk orden i Ardabil, men deres militære ryggrad var de tyrkiske Qizilbash-stammer – et forbund af hovedsageligt oghuz-tyrkiske krigere fra Aserbajdsjan, Anatolien og det nordlige Iran.

Safavidernes hoffolk talte tyrkisk (en tidlig form for azeri) såvel som persisk, og mange af de tidligste safavidiske dokumenter er på tyrkisk, mens den officielle administration gradvist blev persianiseret.

Under Safaviderne blev shia-islam statsreligion i Iran, og både persiske og tyrkiske grupper blev indlejret i dette nye ideologiske system.

Samtidig fortsatte tyrkiske stammer med at spille en central militær rolle, hvilket skabte spændinger mellem de turkmenske Qizilbash og den voksende gruppe af persiske bureaukrater.

Efter Safaviderne fulgte en række kortere dynastier, hvor tyrkiske stammer stadig var i centrum. Nader Shah, grundlæggeren af Afsharid-dynastiet i 1700-tallet, kom fra den tyrkisktalende Afshar-stamme i Khorasan; hans hær byggede i høj grad på tyrkiske, kurdiske og andre stammegrupper.

Senere, i slutningen af 1700-tallet, grundlagde Agha Mohammad Khan Qajar Qajar-dynastiet, der regerede Iran fra 1789 til 1925.

Qajarerne var af turkmensk oprindelse, knyttet til de qajar-tyrkere, der havde slået sig ned i Aserbajdsjan og det nordlige Iran.

Mange af Qajar-kongerne talte tyrkisk som førstesprog og persisk som administrativt og litterært sprog; hoflivet var tosproget, og adelen bestod både af tyrkiske og persiske familier.

Dermed var Iran i næsten tusind år, fra Ghaznaviderne til Qajarerne, i praksis regeret af forskellige tyrkiske dynastier, selv om kulturen på elitestrøget var dybt persisk.

I Qajar-tiden blev de tyrkisktalende befolkninger i Iran også tydeligere defineret som etniske grupper:

Aserbajdsjanere i nordvest, turkmener langs det kaspiske lavland og i grænseområderne mod Centralasien, og forskellige nomadiske konføderationer som Qashqai, Shahsevan og Afshar i det centrale og sydlige Iran.

Aserbajdsjanerne – ofte kaldet “azerier” – udgjorde og udgør den største tyrkisktalende gruppe i landet, især i provinserne Øst- og Vest-Aserbajdsjan, Ardabil og Zanjan, men også i Teheran og andre storbyer.

Turkmenerne bosatte sig hovedsageligt i Golestan- og Nord-Khorasan-regionen, mens Qashqai nomaderne vandrede mellem sommergræsgange omkring Isfahan og vintergræsgange nær Shiraz og den persiske Golf, og bevarede et stærkt tyrkisktalende, stammebaseret samfund.

Med Pahlavi-dynastiets magtovertagelse i 1925 skete der et skift i Irans officielle identitet. Reza Shah og senere Mohammad Reza Shah forsøgte at skabe en centraliseret nationalstat med fokus på et “persisk” sprogligt og kulturelt ideal.

Persisk blev enerådende i skole og administration, og brugen af regionalsprog, herunder tyrkisk, blev ofte nedtonet eller direkte begrænset i offentlige institutioner.

Ikke desto mindre forblev tyrkisktalende grupper sociale og økonomiske nøglespillere: Aserbajdsjan var vigtigt for handel og industri, og turkmenske og qashqai-områder spillede en rolle i landbrug og pastoralisme.

I nogle perioder opstod også regionale bevægelser, fx den kortvarige Aserbajdsjanske Folkeregering i Tabriz i 1945-46, som forsøgte at kombinere venstreorienteret politik med kulturel autonomi for iranske azerier.

Efter den islamiske revolution i 1979 fik religiøs identitet officiel forrang, men det ændrede ikke det faktum, at en betydelig del af Irans befolkning er tyrkisktalende.

Moderne estimater varierer, men ofte anslås det, at mellem 15 og 20 millioner iranske borgere – omkring en femtedel af befolkningen – taler et tyrkisk sprog som modersmål, især azeri, men også turkmensk, qashqai-tyrkisk og mindre grupper som shahsevan og afshar.

Mange af disse er samtidig tosprogede i persisk, som de bruger i uddannelse, medier og administration.

I den islamiske republik har tyrkiske grupper været stærkt repræsenteret i hæren, i præsteskabet og i økonomien, og flere fremtrædende politiske og religiøse personligheder stammer fra azeriske familier, også selv om de oftest fremtræder på persisk i national offentlighed.

Kulturelt har tyrkiske folk i Iran både bevaret deres særpræg og bidraget massivt til den bredere iranske kultur.

Aseri-tyrkisk musik, poesi og teater har en rig tradition, og digtere som Shahriyar skrev både på persisk og azeri.

Qashqai- og turkmenske tæpper og tekstiler regnes blandt Irans fineste håndværk; deres mønstre og farver kombinerer iranisk æstetik med steppe-nomadiske traditioner.

I madkulturen er retter som ash-e doogh, forskellige kebab-former og meze-traditioner stærkt præget af tyrkisk arv.

Samtidig er grænserne flydende: mange tyrkiske familier i Iran identificerer sig både som “turk” og som “irani” uden at opleve det som modsætninger – tyrkisk er hjemmets sprog, persisk er fælles nationalt og religiøst sprog.

Sprogligt har relationen mellem persisk og tyrkisk været gensidig. Persisk har lånt mange ord fra tyrkisk, især inden for militær, administration og hverdagsliv, og tyrkiske dialekter i Iran er fyldt med persiske ord og udtryk.

Aseri-tyrkisk i Iran ligner tyrkisk i Aserbajdsjan og Anatolien, men har også tydelige lån og syntaktiske påvirkninger fra persisk.

I byer som Tabriz, Urmia og Zanjan er kode-skift mellem persisk og tyrkisk en del af hverdagen, og mange familier opdrager børn, der ubesværet kan skifte mellem de to sprog.

I de seneste årtier har satellit-tv og internet skabt nye forbindelser til tyrkisktalende områder uden for Iran, men samtidig er iranske tyrkeres identitet fortsat tæt knyttet til den iranske stat og historie.

Socialt og politisk har forholdet mellem stat og tyrkiske minoriteter været præget af både integration og spændinger.

På den ene side har iranske tyrkere været dybt integreret i statens strukturer: mange officerer, ministre og forretningsfolk er azerier, og i dag er byer som Tabriz og Ardabil fuldt integreret i den nationale økonomi.

På den anden side har der periodevis været klager over sproglig og kulturel marginalisering, især i forhold til undervisning på modersmål og lokal medierepræsentation.

Disse spændinger har til tider givet næring til små nationalistiske og separatistiske strømninger, men det dominerende billede er, at tyrkiske grupper i Iran generelt søger rettigheder og anerkendelse inden for en iransk ramme snarere end at løsrive sig.

Set i et langt historisk perspektiv kan man sige, at tyrkerne i Iran er gået fra at være “steppe-imperiers” ydre fjender til at blive hærens rygrad, derpå herskende dynastier, og til sidst store og relativt stabile etniske og sproglige grupper i den iranske nationalstat.

Undervejs har de bidraget til at forme Irans territoriale grænser, religiøse identitet (gennem safaviderne og shia-islam), politiske strukturer (gennem en lang række tyrkiske dynastier) og kulturelle udtryk, fra arkitektur og tæppekunst til poesi og musik. Den moderne virkelighed er derfor ikke et simpelt billede af “persere” på den ene side og “tyrkere” på den anden, men et komplekst web af identiteter og historiske lag, hvor persisk og tyrkisk i Iran i høj grad er vokset sammen – uden at ophøre med at være forskellige.