Historie Del 5: Reformation, Adelsvælde og Svenskekrigene
1536 og Grevens Fejde
Som følge af længere tids utilfredshed opsagde adskillige adelige deres "huldskab og troskab" til kong Christian 2. og indsatte i stedet hans onkel, hertug Frederik, som kong Frederik 1. Det og Martin Luthers lære, var i de næste ti år grund til borgerkrig: Reformationen begyndte at spille en rolle under de komplicerede magtforhold.
Grevens Fejde er opkaldt efter grev Christoffer af Oldenburg, der stod i spidsen for det oprør, der krævede Christian 2. tilbage. Bondehære hærgede herregårdene mange steder i landet. Det blev til kamp mellem bøndernes/borgernes kandidat, Christian 2., og adelens kandidat, Frederik 1. Da Frederik 1. døde i 1533, blev han fulgt af Christian 3., der som ung hertug havde indført den lutherske lære i Slesvig og Holsten. Med hjælp fra sin holstenske feltherre, grev Johan Rantzau, og med støtte fra den danske adel lykkedes det i 1535-1536 den unge, protestantiske konge at vinde magten, og Danmark blev luthersk-evangelisk. Adelen opnåede en betydelig øget indflydelse: Kongerne skulle underskrive en såkaldt håndfæstning, der ofte blot tjente rigsrådet og adelens interesser.
Konflikter mellem Danmark og Sverige
På trods af Kalmarunionens opløsning havde Christian 3. i 1536 overtaget et rige, der stadig var Østersøens og Nordens mest betydningsfulde magt med besiddelser i Norge, det sydlige Sverige, det strategisk vigtige Gotland og Øsel. Dette forhold var noget, den ambitiøse svenske kongemagt ikke kunne leve med. I 1563 indledtes efter længere tids kold krig Den Nordiske Syvårskrig. Resultatet blev uafgjort, men krigen var et forvarsel om, at Sverige ikke ville vente længe med at slå til mod Østersøens danske stormagt, hvis chancen skulle byde sig. Konfiskeringen af kirkegodset forstærkede for en tid kongemagten over for adelen og gjorde økonomien god og stabil, men i slutningen af 1500-tallet blev en stabil højkonjunktur afløst af økonomisk stagnation.
Christian 4. og fejlslagen politik
Uddybende Uddybende artikel: Svenskekrigene
Svenskerne går over isen i 1658. Billedet er ikke en realistisk fremstilling.
Christian 4.'s kongetid er en af de mest beundrede i danskernes bevidsthed, og København viser talrige eksempler på hans store engagement og virkelyst. Men måske var hans ildhu for ustyrlig, for udenrigspolitisk blev hans regeringstid en af de værste i dansk historie. Efter en særdeles uheldig indblanding i den blodige trediveårskrig begyndte kong Christian 4. bevidst at tirre svenskerne, måske i ærgrelse over at Sveriges kong Gustav Adolf havde væsentlig større succes i sin kamp for den protestantiske sag i Tyskland end Christian. I 1643 fik svenskerne nok af de danske provokationer, og en svensk hær gik op i Jylland og tvang Danmark til at slutte Freden i Brömsebro. Danmark måtte afgive Gotland og Øsel, mens Halland midlertidigt blev underlagt svensk styre.
Christian 4.'s efterfølger, Frederik 3. ønskede at genvinde det, der var tabt til svenskerne, og da Sveriges krigsglade kong Karl 10. Gustav havde rodet sig ind i et formålsløst og kostbart felttog i Polen, så Danmark det som en chance. Men Danmark kunne ikke sejre over svenskerne i Nordtyskland, der hjulpet af en usædvanlig kold vinter kunne gå over isen til Sjælland, som blev indtaget med undtagelse af København. Danmark var ved at ophøre som nation, og kongen så ingen anden udvej end at afstå de kernedanske provinser Skåne med Bornholm, Halland og Blekinge ved Freden i Roskilde i 1658. Fredsslutningen forhindrede ikke den svenske konge i endnu et forsøg på at indtage København.
Enevælde og revanchistisk politik
Uddybende Uddybende artikel: Danmarks historie (1660-1814)
Kongen blev "i sin rede" og var stadig konge af Danmark-Norge. Nederlaget betød en styrkelse af kongemagten og et opgør med det adelsvælde, der havde haft stor indflydelse på dansk politik. Mange borgere og bønder var utilfredse med adelens militære svigt under svenskekrigene, og i 1660 støttede stænderforsamlingerne kong Frederik 3. i indførelsen af enevælden. Det danske monarki, der var et valgkongedømme, hvor stænderforsamlinger valgte kongen, blev nu et regulært arvekongedømme. Forbilledet var tydeligvis Frankrig, og de næste par år blev der indført en række reformer, som skulle gøre Danmark til et mere centraliseret og effektivt styret land. Christian 5.'s Danske Lov fra 1683 og Ole Rømers arbejde med at standardisere mål- og vægtskalaer er gode eksempler. Målet var bl.a. at genrejse det svækkede Danmark og genvinde de tabte danske provinser. På kort tid lykkedes det Frederik 3. og Christian 5. at gøre Danmark til en kapabel stat igen, og Skånske Krig 1675-1679 blev indledt af Danmark for at genvinde Skåne. Selv om krigen ikke endte dårligt, var de europæiske stater ikke interesserede i, at Danmark skulle beherske Øresund, og fredsslutningen blev derefter. Da forsøget på at genvinde Skåne mislykkedes for anden gang i Den Store Nordiske Krig 1709-1720, måtte Danmark indse, at de tidligere danske provinser var tabt for altid.