Historie Del 7: Rigsdelingen i 1814 & Borgerskab, guldalder og Grundlov

Rigsdelingen i 1814

Efter mere end 400 år blev tvillingeriget Danmark-Norge delt i 1814, da den norske del blev afstået til Sverige som følge af Napoleonskrigene. Norge var en mindre folkerig del af tvillingeriget, men havde sikret tvillingeriget og kongen i København store indtægter fra naturrigdomme. Begge riger anvendte det danske sprog, i Norge kaldt "norsk" der udvikledes til bokmål, og de kulturelle bånd mellem de to adskilte lande blev holdt i hævd.

Borgerskab, guldalder og Grundlov

Danmarks nye rolle

Ved Wienerkongressen i 1814 bestemte de større magter Danmarks skæbne uden særlige hensyn til landet. Danmark var med et blevet et ubetydeligt land, der fuldstændig var underlagt de store magters vilje. Paradoksalt blev tiden en af de mest bemærkelsesværdige kulturperioder i dansk historie. Et væld af unge danske talenter inden for billedkunst, arkitektur, litteratur, ballet, digtning, filosofi m.m. fra begyndelsen af 1800-tallet til cirka 1850 gav den (omkring 1900) navnet Guldalderen. Det var, som om den nationale krise fik det bedste frem i Søren Kierkegaard, N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen, C.W. Eckersberg, Bertel Thorvaldsen, August Bournonville og H.C. Ørsted. To af dem var børn af borgerskabet i København, og de var del af en selvsikker nationalromantisk bevægelse, der også snart begyndte at blive politisk.

Nationalliberalisme og vejen til Grundloven 1849

Mange af de unge skelede til udviklingen i de andre europæiske lande, hvor en bølge af nationalliberale bevægelser krævede frie forfatninger og frihed for det fremmedherredømme, som ofte forekom i de gamle monarkier: I 1830 udbrød en nationalliberal revolution i Frankrig, og flere i Danmark begyndte at stille krav. For at imødekomme krav fra borgerskabet udkastede kongemagten forslag om genoprettelse af stænderforsamlingerne rundt om i landet. Nu også med borgere og bønder. Da arbejdet trak ud, og kongen kun var villig til at lade forsamlingerne være rådgivende, bredte utilfredsheden sig. Få ville have en gammeldags stænderforsamling, hvor adelen og de store grundejere skulle nyde privilegier på bekostning af bønder og borgere. Kravet var frihed og lighed.

Den grundlovgivende forsamling forsamlet i oktober 1848.

Stænderforsamlingerne blev en snebold, der fik lavinen til at rulle, for selv om de kun havde rådgivningsmagt, blev de et forum for åben debat og ivrige diskussioner om bl.a. frie forfatninger. Skuffelsen var stor, da den nye kong Christian 8. ikke indfriede forventningerne om en forfatning, da han kom til i 1839. I løbet af 1840'erne blev Danmark rigere og De Nationalliberale under ledelse af Orla Lehmann blev styrket, så da revolutioner brød ud over hele Europa i 1848, blev danskerne ansporet til at kræve forandringer, og den nye kong Frederik 7. underskrev Grundloven den 5. juni 1849 og accepterede at afgive magten. Det konstitutionelle monarki var indført.

Det slesvigske spørgsmål

Uddybende Uddybende artikel: 1. slesvigske krig

Det nationale element i den europæiske nationalliberale bevægelse skulle skabe problemer for Danmark og dets besiddelser i den dansk-tyske grænseregion. Mens Holsten som tysk len kun var beboet af tysktalende, boede der i Slesvig eller Sønderjylland, som var et dansk len, både dansk- og tysksindede. Her var en konflikt ved at bryde ud. I efterdønningerne af de europæiske revolutioner krævede slesvig-holstenere en fri forfatning, uafhængighed af Danmark, og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. Ingen i Danmark var parat til at acceptere det, og Danmark gik i 1848 i krig mod hertugdømmernes oprørske befolkning. Efter Preussens udtræden af krigen lykkedes det for det nye danske demokrati at vinde over slesvig-holstenerne og forhindre Slesvigs løsrivelse.